Josephines eventyr i Grønland – del 1

Hvorfor Grønland?

Da min mor og onkel var unge boede de uafhængigt af hinanden i Grønland, og igennem deres eventyr og historier har jeg fået drømmen om, at jeg også skulle op og opleve landet. I efteråret 2016 bød chancen sig, da jeg i forbindelsen med mit fysioterapistudie kunne bo to måneder i et selvarrangeret ophold i Nuuk. Jeg havde fået lov til at bo på et værelse hos en af min mors gode veninder, som boede lige ved siden af sit arbejde på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk.

Mit hjem for 2 måneder.  Jeg boede i et af husene ud mod vandet.

Turen til Nuuk

For at komme til Nuuk mellemlander man i the middle of nowhere – i Kangerlussuaq i Vestgrønland. Når man kommer af det store AirGreenland fly, er der ingen hegn eller mure

Der var en smuk udsigt fra flyveren hele vejen over Grønland til vi landede i Nuuk.

der holder en indespærret til næste afgang, og jeg havde 4 timer, som jeg skulle have slået ihjel inden flyveren mod Nuuk afgik. Jeg svang derfor min håndbagage på ryggen og marcherede en tur.

Der var helt øde – kun små buske, sten og sandet jord. Det virkede næsten som en slags ørken, hvis det ikke var fordi jeg i dalen kunne se bunden af en lang fjord. Det var smukt og en meget anderledes natur fra hvad jeg var vant til.

Sidste flyvetur

Sidste del af turen til Nuuk var lidt af en oplevelse. Vi fløj i en lille flyver i strålende solskin og med den vildeste udsigt over smukke fjelde. Da vi skal til at lande, bliver alting pludseligt hvidt og jeg får et chok, da jeg kan mærke at flyveren rykker hårdt og pludseligt opad.

Der var åbenbart en masse tåge lokalt nede ved Nuuk. Vi fløj rundt langs kysten en tid og ventede på opklaring. En ekstra tur med smuk udsigt, siger man vel ikke nej tak til? Heldigvis lettede tågen og vi kunne lande efter en halv times turistflyvning langs kysten.

Fra toppen af fjeldet Lille Malene kan man fornemme disen som hænger nedenfor fjeldet.

Nuuks landingsbane er blevet særligt godkendt, da man normalt ikke vil godkende en landingsbane som denne. Den ligger nemlig lige op og ned af fjeldet Lille Malene, men grundet Nuuks beliggenhed findes der ikke umiddelbart bedre placeringer af landingsbanen.

Nuuk By – ankomst

Da jeg hoppede af flyveren, blev jeg modtaget af et kendt ansigt. Christina min mors veninde stod klar, hvor var det dejligt at se hende igen! Vi tog bussen ned i byen, og jeg fik mig selv indlogeret på værelset. Endelig var jeg fremme!

Udkanten af Nuuk med smuk udsigt over fjeldene.

Byen overraskede hele de to måneder jeg var der. Byen havde alt som en storby skal have, dog i mindre skala. Særlig fan nåede jeg at blive af cafeen Pascucci, som jeg besøgte sammen med mine nye venner i Nuuk. Der var også altid aktiviteter man kunne deltage i. Særligt overrasket blev jeg over, alle de løb man kunne deltage i. Der var både en orienteringsklub og en skiklub, som begge arrangerede løb og træninger.

Kajaktur

Jeg var så heldig, at jeg havde mødt en ny god ven i Nuuk, som havde to kajakker liggende. Med alt det vand rund om Nuuk, så måtte jeg bare ud på en tur i kajak.

Det var dog nogle meget anderledes forhold sammenlignet med Danmark at ro kajak under. For det første var vandet isnende koldt, så jeg måtte ud og låne en tørdragt. Det var heldigvis nemt at leje en, og så var jeg klar til at stikke til søs.

Mig godt tilfreds i min farverige tørdragt.

Derudover var der rigtig meget strøm i vandet. Det ene stykke tid kunne vandet være helt spejlblankt og det næste kunne der være gode bølger på grund af strømmen. Oven i hatten har de fleste grønlænderne en båd, da de bruger det som transportmiddel eller til at fange fisk. Derfor vrimlede det omkring Nuuk med både, og de tager ikke vildt meget hensyn til kajakker, så der kom nogle gode hækbølger hver gang man mødte en båd.

Vores rute i kajakkerne.

Vi roede afsted på tværs af fjorden og hen mod en samling af mange små øer. Det lignede de var lige fremme, men selvom jeg roede og roede, kom jeg ikke tættere på. Det var en af de ting der snød mig mest i Grønland, nemlig afstandsbedømmelsen. Den lave luftfugtighed gjorde afstandsbedømmelsen rigtig svær, så ting langt væk lignede det var meget tættere på.

Frokostpause

Da vi var ved at blive sultne og havde roet omkring 15 km, trak vi kajakkerne på land. Der er en kæmpe tidevands forskel i Grønland, som var op til cirka 4 meter. Derfor blev kajakkerne trukket et langt stykke op. Det ville være skidt, hvis de blev taget af vandet. Vi ville så stå på en lille ø ude i ingenting med tvivlsom mobildækning, hvilket vi ikke ønskede.

Kajakkerne er trukket godt op på land. På øen i højre hjørne, kan man fornemme forskellen mellem lavvande og højvande. Vandet går ved højvandet helt op til den hvide kant på øen.

Det var så dejligt at få strukket benene, efter at havde siddet i kajakken i lang tid. Vi havde fantastisk solskinsvejr, så vi sad og nød vores medbragte frokost på toppen af den lille ø.

Sæljagt

Da vi var tilbage i kajakkerne og på vej hjem mod Nuuk, hørte jeg en masse skud. Christian forklarede at det var sæljagt. Det var ikke som i gamle dage i kajakker med harpuner, men i speedbåde med gevær. Jeg håbede bare på, at de viste, hvad de lavede og ikke ramte os i et vådeskud.

På vej hjemad.

Efter noget tid så jeg noget i vandet der lå helt stille. Jeg udbrød: ”Christian, Christian! Der ligger en død sæl i vandet…”. Jeg roede helt op på siden af den, og var lige ved at tippe i vandet, da sælen pludselig pustede ud og dykkede. Den havde bare ligget og hygget sig i vandet, indtil jeg kom og forstyrrede den i sin middagslur. Sælerne var ikke længere bange for kajakkerne, og jeg kunne derfor komme helt tæt op på den.

Hvalkirkegården

Inden vi skulle krydse over fjorden over til Nuuk, kom vi forbi en mikroskopisk ø, som mere eller mindre lignede en kirkegård. Der lå en masse kæmpe knogler spredt rundt omkring. Vi ville gerne i land på øen og gå på opdagelse, men det viste sig at være et større projekt, da kanten var beklædt med rigtig slimet og glat tang. Så det tog noget tid at bakse kajakkerne så langt ind imellem stenene, at vi kunne hoppe på land og trække kajakkerne lidt op.

Det var en ret lille ø, og den var ikke særlig højt over vandet. Det udnyttede hvalfangerne, som træk hvalerne de fangede hen over øen, og når der så blev lavvande dukkede øen op, som hvalen så “strandede” på, hvorefter de så nemt kunne partere hvalen på land.

Jeg havde en stor lyst til at tage en af knoglerne med tilbage til Nuuk. Det virkede dog ikke realistisk, at jeg kunne sætte knoglen fast til kajakken og så ro igennem alle bølgerne, så jeg droppede projektet.

Christian havde hele turen måttet lægge øre til, at jeg klagede over, at jeg endnu ikke havde set en hval. Og af alle steder på hele turen, kom der lige en forbi, mens vi var på øen. Måske for at sørge over en af sine venner?

Et hvalribben som blev efterladt på øen.

KangNu Running Race

Tilbage i Nuuk havde Christina som velkomstgave givet mig et startnummer til et 20km langt trail/bjergløb som hed Kangnu Running Race. Man blev sejlet ind i Kobberfjorden til start, hvorefter man så skulle løbe tilbage til Nuuk. Det var lidt af en udfordring at finde vej, idet noget af ruten ikke var markeret, og jeg havde overhovedet ikke været i området før. De steder den var markeret, var blot med en gul plet på en sten.

I starten fulgtes jeg med et par mandlige løbere, men de hurtigste trak fra mig og ellers løb jeg fra resten, og så lå jeg helt mutters alene. Jeg var på det tidspunkt i en stor dal og skulle opover fjeldsiden et eller andet sted nogle kilometer fremme. Jeg løb i den retning jeg troede var bedst, men jeg måtte sande, at det var dumt, at jeg var havnet i midten af dalen, idet der her var flere små buske og bække, som jeg skulle springe rundt imellem. Da jeg trækker længere op af dalsiden bliver bunden mere fast og stenet. Puha det var rart og noget nemmere at løbe i.

Det hurtige underlag i dalen.

Op over fjeldet 

Da jeg ramte fjerdsiden, kunne jeg heldigvis se den markerede vandrerute, som jeg derfra skulle følge. Der var dog ikke trail hele vejen, men sten og klipper der skulle klatres rundt i. Efter den stejle opstigning blev ruten mere flad og vandrestien mere tydelig. Jeg var dog udfordret af, at der hang en god gang dis ovenpå fjeldet som gjorde sigtbarheden betydeligt begrænset.

Det gav nogle overraskelser undervejs. Eksempelvis fulgte jeg på et tidspunkt et spor, hvor der gik stejlt ned til venstre. Troede jeg. For et stykke tid kan jeg nogle meter nede skimte noget vand. Efter at have vent tilbage dertil på flere af mine løbeture efterfølgende, fandt jeg ud af, at der lå den fineste sø hele vejen neden for bunden af klippen. Det var lidt nervepirrende, ikke at vide hvor langt der var ned.

Den sidste del af løbet – jeg manglede kun at løbe over udløberen længst væk til venstre på billedet, så ville jeg kunne se Nuuk. Billedet er dog taget nogle uger efter i godt vejr.

Der var mange flotte steder, som jeg ikke lagde mærke til under selve KangNu Running Race, da jeg virkelig skulle fokusere for at finde den rigtige vej igennem fjeldene. Heldigvis vendte jeg tilbage på sporet mange gange efterfølgende og nød det smukke landskab.

Sejr

Tilbage i Nuuk løb jeg som første kvinde over målstregen på 20km ruten og vandt et gavekort som blev brugt på, at købe noget varmere tøj. Jeg havde nemlig undervurderet en del, hvor koldt der kunne være i Grønland i efteråret.

Øverst på skamlen til KangNu Running Race.