Josephines eventyr i Grønland – del 2

Hvis du ikke har fået læst første del af Josephines eventyr i Grønland kan du starte her.

Isfjorden

I Grønland kunne jeg ikke kede mig, der var altid nye eventyr, som jeg kunne tage på. Og nu hvor jeg var i Grønland, var der ingen vej udenom – jeg måtte ud og se Isfjorden. Jeg fandt sammen med nogle danske sygeplejesker, som jeg havde mødt deroppe, en båd der sejlede derind. Turen derind foregik i en båd, da man ikke kan komme langt omkring i bil i Grønland. Jeg kunne cirka cykle 8 km på vej ud til byen Qinngorput, men så kunne jeg heller ikke komme længere, det mindre det foregik til fods.

Josephines eventyr i Grønland

Fra sejltur til Isfjorden.

Selve turen ind mod Isfjorden var ubeskrivelig smuk. Vi kom forbi en masse fjelde og smuk natur, imens vi hele tiden var på udkig efter hvaler. Efterhånden som vi kom længere ind mod Isfjorden, kom der flere og flere isbjerge flydende forbi os. De var flotte og i alverdens forskellige størrelser og former. De så store ud som de tronede sig op over vandet. Det var vildt at tænke på, at det så kun var 1/10 af isbjerget, jeg rent faktisk kunne se, idet resten hang under vandet.

Josephines eventyr i Grønland

Mig på toppen af båden i et paradis af is.

Til sidst var der så meget is, at vi ikke kunne sejle længere indad. Vi havde i noget tid sejlet igennem et tynd lag is, som lavede en larmende og knasende lyd mod skroget af båden. Som jeg snart var blevet forvent med, endte vi med at blive omsluttet af en dyne af dis. Det var ærgerligt, da vi så ikke kunne se hele vejen ind til indlandsisen. Det var dog ubeskriveligt smukt alligevel.

Josephines eventyr i Grønland

Isfjorden omsluttet af dis.

Den nedlagte bygd

På vejen hjemad mod Nuuk holdt vi ind i en gammel bygd, der nu mest blev brugt som sommerhusområde, og som kun var tilgængelig med båd. Der lå nogle spredte huse og en lille kirke. Det var et smukt landskab med udsigt til de isbjerge som drev forbi.

Josephines eventyr i Grønland

Nedlagt hal som i gamle dage blev brugt til partering af hvaler.

Da vi gik ud mod udkanten af byen, ud mod vandet, fandt vi en gammel nedlagt hal. Den var blevet brugt af fiskerne og til at partere hvaler. Nu blev den mest brugt af de lokale børn til at lege i og for os turister at besøge.

Josephines eventyr i Grønland

Smuk natur på hele sejlturen.

Lille og Store Malene

De to nærmeste fjelde i Nuuk er Lille og Store Malene. Som navnene angiver er Lille Malene med sin højde på 450 meter den mindste af de to. Store Malene er lige lidt højere og er cirka 750 meter høj.

Josephines eventyr i Grønland

Toppen af Lille Malene – hævet over Nuuk og disen.

Lille Malene er et hyggeligt fjeld, som var nemt at komme op på. Det tager, hvis man går, under en time at komme op. Jeg brugte den til mange af mine mindre løbeture, men specielt var den god til intervaltræning.

Med den lokale langrendsklub brugte vi Lille Malene til intervaltræning. Vi startede helt nede og løb op af med fuld gas i 4 minutter. I pausen joggede vi nogle minutter, selvfølgelig opad. Det fortsatte vi så med, til vi nåede toppen. Det var hård træning, og jeg fik min sag for, da de andre var vant til den form for træning.

Storesøsteren

Fra Lille Malene kunne man se over på Store Malene. Det var stejlere og noget mere teknisk at skulle op af, men er man lidt bjergvant, ville det ikke være et problem at gå derop. Det er dog ikke et helt ufarligt fjeld, der er sket dødsfald på det.

Fra Qinngorput startede turen op på fjeldet. Det første stykke var let, og steg ikke så meget og først efter noget tid, kom man til det første stejle stykke. Ruten var ikke særlig godt markeret, så man skulle stoppe en del gange og lede med øjnene efter de små gule/røde spraymalede pletter.

Josephines eventyr i Grønland

Et af de stejle stykker på Store Malene. I baggrunden ses Lille Malene.

På det stejle stykke skulle man bruge sine hænder en del. De skulle ikke så meget bruges til klatring, men mest som støtte. Efter et stykke hvor man klatre rundt flader ruten ud. Man kommer så ind i en slugt, og så kan man få pusten igen.

Josephines eventyr i Grønland

Slugten på Store Malene. Billedet taget en måned senere end billedet ovenover. Nu er stenene beklædt med is og lidt sne.

Sidste stykke mod toppen

Til sidst skulle man op af et sidste stejlt stykke før man nåede toppen. Men så blev man også belønnet for sine anstrengelser. På toppen var der en fantastisk udsigt over de omkringliggende fjelde og Nuuk by.

Der var stor forskel på min første og sidste tur op på Store Malene. Første gang var det lige før, at jeg ville kalde turen for varm. Det vil sige, at jeg gik op i korte ærmer. Anden gang var der forræderisk glat. Der lå ikke så meget sne, men på flere sten var der et tyndt lag is. Islaget kunne være rigtig svært at se, og det var derfor vigtigt at træde varsomt.

Josephines eventyr i Grønland

Udsigten fra toppen af Store Malene. Vandet i baggrunden, var der vi roede i kajak.

En af de vigtigste regler i bjergene og fjeldene er, at man skal færdes to sammen. Jeg er desværre ikke altid lige god til at overholde den regel. Dertil trækker bjergene for meget i mig. Men jeg sørger så vidt muligt for, at finde en ven at have med på tur. Ellers sørger jeg altid for, at der er en der ved, hvor jeg er taget hen, hvornår jeg tog af sted, og hvornår jeg skal være hjemme igen.

Josephines eventyr i Grønland

Toppen af Store Malene – nu beklædt med is.

Josephines eventyr i Grønland

Mere sommerlige forhold på Store Malene. I baggrunden er Hjortetakken, som var den top jeg manglede at nå at komme op på under mit ophold.

Fodspor i sneen

Efter de to måneder, som jeg havde i Nuuk var ved at være slut, havde jeg efterhånden løbet alle fjeldende omkring Nuuk tyndt. Jeg kiggede derfor på kortet over området og fandt det nærmeste fjeld jeg ikke havde været oppe på. Det lå næsten 20 kilometers løb væk fra hvor jeg boede, heldigvis kunne jeg tage nogle kilometer på cyklen, inden jeg måtte tage resten af turen i løbeskoene.

Josephines eventyr i Grønland

De grønlandske fjelde. Et af fjeldene ude i baggrunden, var det fjeld jeg havde udset mig at jeg skulle op på.

Det første lange stykke kendte jeg. Det var en lang tur op over fjeldet der adskilte Nuuk fra alle de andre fjelde inde i landet. Der var et lille spor som jeg kunne følge, men efter at være kommet ned på den anden side, var det slut med spor efter mennesker. Herfra fra det rå natur. Aldrig havde jeg følt mig så alene og lille. Her var det bare mig og naturen. Det virkede lidt skræmmende, men det føltes også helt vildt fedt.

Til foden af fjeldet

Efter at have kommet op over den første del af fjeldet, kom jeg op på et plateau, men det var op og ned hele vejen. Hver lille udløber på vejen var anderledes fra den sidste jeg havde overkommet. Nogle var fuldt med små sten, andre var nemme og blot af græs.

Josephines eventyr i Grønland

Et billede fra den lette del af turen, dog taget en måned før, så der var ingen nysne på fjeldene.

Der var et sted, hvor jeg var særligt udfordret. Det var en rigtig stejl nedstigning ned til en sø. Der var klippe hele vejen derned, hvor det var umuligt hverken at gå eller løbe. Så der var ikke andet for, end jeg måtte klatre nedad. Det var rimelig snørklet at finde en vej ned, og nogle steder måtte jeg vende om og finde en anden vej, fordi klipperne var fyldt med løse sten.

Jeg var helt alene derude, så jeg turde ikke tage for store risikoer. Derfor brugte jeg god tid på at finde den rigtige vej ned. Da jeg endelig var nede ved søen, var jeg langt om længe ved den sidste del af turen, som var den sidste lange opstigning mod fjeldtoppen.

Is og sne kræver omhu

Vinteren var ved at komme til Nuuk. Derfor var der nu kommet sne og is på toppene af de store fjelde. Det første lange stykke op af fjeldet var en masse store sten, hvor der lå sne imellem stenene, imens selve stenene var beklædt med ren is. Det gjorde det virkelig en opgave at komme op af, men med en god gang tålmodighed, kom jeg stille og roligt op af.

Josephines eventyr i Grønland

Fjeldet var flot men også forræderisk glat.

De falske toppe

Langt om længe troede jeg, at jeg havde nået toppen, men der var bare det, at det her ikke var den rigtige top. Det var svært ud fra kortet at vurdere, hvor den rigtige top var. Derfor måtte jeg klatre og løbe videre langs fjeldkammen. Heldigvis var der flere steder med ren sne, hvor jeg kunne løbe. Jeg kom op på den ene minitop efter den anden, og jeg følte mig mere og mere snydt for hver gang, for der lå hele tiden en ny top bagved.

Josephines eventyr i Grønland

Et af de nemme partier på fjeldet, da sneen dækkede stenene til. Der var dog for stejlt til, at jeg kunne løbe.

Efter en del skuffelser kan jeg endelig se den rigtige fjeldtop, og den var ikke lige så tæt på, som jeg havde håbet på. Jeg havde efterhånden brugt rigtig lang tid på bare at komme op på den top, som jeg var på nu. Jeg kiggede på uret, og måtte sande at tiden var ved at løbe fra mig. Det havde taget meget længere tid, end jeg havde beregnet. Det var meget mere besværlig at komme frem med klatrestykker, sne og is, end jeg havde troet.

Josephines eventyr i Grønland

Selvom turen gik nedad igen uden jeg havde været på den rigtige top, så var der smil på, og jeg nød den smukke natur. Nu med alt tøj fra rygsækken på.

For at overholde den tid, som jeg have givet Christina derhjemme, måtte jeg vende om. Det var en kæmpe skuffelse at stå og kigge over på toppen, og så vende ryggen til, for at begynde på turen hjemad. Det har altid været svært for mig at vende om før en top. Men nogle gange vinder bjerget, og i bjergene er det altid bjergene som bestemmer.

Fodspor i sneen

På vejen tilbage ville jeg ikke op på alle de falske toppe, så jeg begyndte at søge nedad med det samme. Jeg nåede ikke langt, før jeg opdagede nogle forspor i sneen. Normalt er jeg ikke bange for vilde dyr, men fodsporene var på størrelse med min hånd. Min første tanke var, at der var blevet spottet isbjørne i nærheden af Nuuk.

Josephines eventyr i Grønland

Et af fodsporene sammenlignet med min hånd.

I starten da jeg kom til Nuuk, ville jeg rigtig gerne se en isbjørn. Men efter at have snakket med flere lokale, fik jeg ændret min tanke omkring det. Jeg fik at vide, at hvis jeg mødte en isbjørn, så skulle jeg være sammen med en, som jeg kunne løbe hurtigere end. Læst på den måde, at den langsommeste ville blive spist.

 

Helt alene på fjeldet

Jeg følte mig ikke helt tryg ved alle fodsporene. Dog beroligede jeg mig med, at de nok var for små til at høre til en isbjørn. Jeg havde dog svært ved at forestille mig, hvad det ellers kunne være for et dyr? Det eneste andet jeg kunne tænke på var en ulv, men jeg viste ikke om de levede i Grønland.

Josephines eventyr i Grønland

Fodspor og endda et helt spor af dem.

Heldigvis mødte jeg aldrig ejeren af fodsporene, selvom jeg på den anden side, gerne ville have løst mysteriet om, hvilket dyr det var. Tilbage i Nuuk viste jeg billeder af fodsporene, men der var ingen der kunne komme på, hvilket dyr det var. Det var i hvert fald ikke en isbjørn, det var sikkert.

Turen ned til Nuuk

For at komme det sidste stykke ned fra fjeldet og ned til plateauet, skulle jeg stejlt nedad. En ting var at kravle opad og rundt om de tilisede sten, men det var en

Josephines eventyr i Grønland

På klatretur ned til snefanen.

helt anden sag at skulle ned. Den nedstigning kom på min top tre listen, over de sværeste nedstigninger jeg har prøvet.

Noget af stykket var jeg forskånet, da jeg fandt en lille rest af sammenpresset sne, som ledte en naturlig vej nedad. Det var stejlt, men meget bedre end at klatre rundt ude i stenene.

Desværre var det ikke langt jeg kunne følge den, og jeg endte ude i en masse løse sten og grus. Jeg havde svært ved at vurdere, om det var fra en gammel moræne, eller om det var sten, som var faldet ned fra fjeldet. Lige meget hvad havde jeg ikke lyst til at være der længe, og jeg satte det lange ben foran og skyndte mig så hurtigt som muligt ned igennem stenfeltet.

Heldigvis kom jeg helskindet ned igen, og den sidste del af turen var barnemad ved siden af det, som jeg lige havde klatret rundt i. Det var en hel forløsning at være kommet ned igen, og jeg nød at kunne bevæge mig mere frit og hurtigt på stien tilbage mod Nuuk.

Farvel til Grønland

Det var ikke helt nemt, at skulle sige farvel til Grønland. Jeg havde nydt at have fjeldene som scenen for min daglige løbtræning. Det er noget, som jeg stadigvæk savner at have her i Danmark. Men det der gjorde allermest ondt, var at sige farvel til en masse nye gode venner, som flere var blevet som en familie for mig. De havde vist mig Grønland på en måde, som ingen turist normalt ville have fået landet at se på. Det er jeg dem evigt taknemmeligt for. En dag skal jeg tilbage og besøge landet, det er sikkert og vist.

Josephines eventyr i Grønland

Skal du til Grønland eller på andre eventyr? I butikken har vi det rigtige udstyr til din tur og ekspertise til at rådgive dig omkring købet. Kig ind og lad dig inspirere i webshoppen eller kom ind i den fysiske butik på Roskildevej og få en snak om dine behov.