Kilimanjaro World Record Attempt

Kristina og jeg var i februar i Tanzania, for at forsøge at slå den kvindelige verdensrekord op på Kilimanjaro med vores fælles projekt Kilimanjaro World Record Attempt.

Du kan i et tidligere indlæg læse lidt om mine tanker omkring pakkelisten og optakten til turen som indbefattede men vandrebestigning af bjerget for at tilvænne kroppen til højden.

Rekord dagen

Vækkeuret ringede lidt i fire om morgenen. Jeg havde haft svært ved at falde i søvn, men da jeg endelig sov, sov jeg som en sten. Det var blevet dagen, som Kristina og jeg havde ventet på i næsten et helt år! Det var helt surrealistisk, at det endelig var blevet dagen for vores rekordforsøg op på Kilimanjaro.

Kilimanjaro World Record Attempt

Vores dream team set fra venstre: Dunstan, Josephine, Lucas, Freddy, Kristina og Simon under en træningstur.

Sidste forberedelser

Dagen forinden havde vi afleveret tre sække hver, som vores crew skulle have med op på bjerget. Vi havde et depot i Mweka Camp, Millienium Camp og Barafu Camp, som vi  ville passere på vejen op på Kilimanjaro og ned igen.

Vi havde haft en masse planlægning forinden. Hvor meget vand der skulle være til os i hver camp, hvor meget energi og hvilket tøj vi skulle løbe i?

Kilimanjaro World Record Attempt

De allersidste deltaljer falder på plads over bordet på hotellets restaurant.

Vi skulle starte ud kl. 6 om morgenen – samme tid som gaten åbnede. Gaten ligger i cirka 1630 meters højde. Dernede var der stadigvæk en god temperatur, derfor startede jeg ud i shorts, top og med lange CEP kompressionssokker. Tøjet lå klar for foden af min seng, da jeg stod op, så det var bare at hoppe i tøjet og så ud til morgenbordet.

Uden mad dur heltene ikke

Normalt ville morgenbordet ikke have åben så tidligt, men hotellet havde ekstraordinært åbnet nogle timer i forvejen for vores skyld. Ved bordet sad Simon, Kristina og jeg sammen med vores guider Dunstan og Lucas. De var de to guider, som skulle være med os hele vejen fra gaten, til toppen og ned igen. Dunstan skulle følges med Kristina og Lucas sammen med mig.

Kilimanjaro World Record Attempt

Den INOV taske Lucas fik at løbe med, og som jeg vandrede med op på Kilimanjaro før rekord forsøget. Foto: Sara Gustafzelius

Jeg havde på forhånd givet Lucas min større INOV taske med lidt førstehjælp og min OMM løbejakke, så han selv kunne pakke sine ting i tasken. Jeg skulle under løbet, kun bære min egen energi og væske. Resten havde Lucas for mig.

Vi fik kørt en god gang morgenmad indenbords, og så gik turen ud til vores chauffør, som holdt klar i sin jeep ved hotellet.

Sammenbrud på den afrikanske bjergvej

Vi kørte afsted ud i mørket, og man kunne mærke, at alle i bilen var spændte. Da vi nærmede os Kilimanjaro, og det var begyndt at gå opad, stoppede jeepen pludseligt. Hvad sker der, tænkte jeg? Hvorfor stoppede vi?

Da vores guider hoppede ud og åbnede kølerhjelmen, stod det op med sort røg. Simon ville hoppe ud, for at se hvad der skete, men i det samme han var på vej ud af bilen, kørte den lige pludselig baglæns. Simon sætte sig hurtigt ned i sædet igen – i sikkerhed inde i jeepen.

Kilimanjaro World Record Attempt

Vores jeep brudt sammen ude på en bjergvej nær Kilimanjaro.

Der bliver råbt frem og tilbage udenfor jeepen på Swahili, mens vi sad i uvidenhed om, hvordan det stod til med jeepen. Men efter lidt tid, så brummede bilen igen og røgen forsvandt. Guiderne og chaufføren kom ind igen. Det var noget med et kabel de lige skulle fikse. Hvilket fandt jeg ikke ud af, men så længe bilen igen kørte, var jeg mere end glad.

Indskrivning ved Mweka Gate

Da vi kom til Mweka gaten, fik vi os skrevet ind, tisset af og spændt skoene efter. Nu var det bare at vente på at klokken blev 6, så vi kunne starte.

Spændt og klar til at starte klokken lidt i seks om morgen.

For at dokumentere forsøget havde vi hver to ure. Jeg havde et polar og et garmin ur, imens Kristina havde to garmin ure. Derudover havde vi begge to en SPOT GPS på tasken, så dem derhjemme kunne følge med os på bjerget. SPOT har også den funktion, at den er udstyret med en SOS knap. Hvis uheldet var ude, ville vi kunne trykke på den, og så ville der komme en besked til en fra Topas, om hvor vi var. For at yderligere dokumentere forsøget, havde vi igennem Red Bull nogle GoPro kameraer.

Klar parat start!

Kristina var smart at have begge ure på armen. Jeg ville gerne have det ene smidt i tasken, så jeg kom lige afsted 15 sekunder efter hende. Det gjorde, at Lucas og jeg lige måtte ud og hente Kristina ind igen. Det ville være dumt at spurte op, så vi tog det bare roligt og hentede meter på meter.

Kilimanjaro World Record Attempt

Min guide Lucas og jeg. Foto: Kristina Schou Madsen

Det tog nok en halv times tid at lukke det lille hul. Da jeg kom op, bed jeg mig bare fast og fulgte Kristina. Hun holdt et godt tempo, og det var fedt at følges ad alle sammen.

Vi havde fuld gas på pandelamperne den første time, da vi var startet ud i mørket inde i junglen. De store træer sørgede for at holde lyset ude. Det var mærkeligt at opleve skoven uden alle turisterne og porterne. Der var kun os og alle junglens lyde.

Så kom solen og menneskerne

Efter cirka en times løb kom solopgangen. Jeg fik min pandelampe trukket af hovedet, og gav den til Lucas. Det var fedt endelig, at kunne begynde, og at se sine omgivelser. Vi var stadigvæk nede i junglen, og alle fem var samlet.

Nu hvor der var lys, var turisterne begyndt at bevæge sig nedad fra Mweka Camp. Vi mødte to grupper, som vi marcherede forbi. Der blev kigget lidt. Vi bevægede os i et tempo, som var helt unormalt på Kilimanjaro, og vi havde næsten ingen bagage med.

Kilimanjaro World Record Attempt

Mweka Camp 3950 i meters højde.

Grupperne heppede på os, og det var som om, Kristina lige øgede tempoet en smule. Jeg slap hende, da det lige var lidt for hurtigt til, hvad jeg kunne holde til. Det gjorde, at hun fik et lille hul. Vi sås dog igen ultra kort i Mweka Camp ved depotet. Kristina løb fra depotet i samme tid, som jeg ankom. Vi havde holdt tidsplanen. – 1.50 til Mweka camp og 1450 højde meter.

Depot på Mweka Camp

I campen fyldte Simon vand på mine to softbottles – 1L vand i det hele. Derudover fik Lucas lagt lampen af, og vi fyldte den energi, jeg havde lagt i depotet i tasken, og vi var så klar til at løbe videre. Jeg lavede dog en fejl, jeg havde glemt, at jeg stadigvæk havde batteriet fra lampen i min taske. Ikke fordi den vejede alverden, men den vejede alligevel lidt.

Kilimanjaro World Record Attempt

Kilimanjaro gemt i skyer. Foto fra den forudgående vandrebestigning.

Planen var, at Simon skulle følge med den forreste, så han smuttede hurtigt afsted efter Kristina. Nu var det bare Lucas og jeg på vej opad. Der var gang i den i campen. Guiderne og porterne sang, og der blev heppet godt på os, efterhånden som vi bevægede os op igennem campen.

Millennium Camp og endnu et depot

Næste camp var Milliennium Camp, hvor planen var, at vi skulle bruge en time op. Første del var lidt flad, og der var ikke så mange sten og klipper. Vi kunne små jogge en del af det, men ramte hurtigt den stejler del, hvor der var en masse sten, der skulle navigeres op igennem.

Jeg følte mig godt tilpas, jeg fik drukket og spist det, jeg skulle og mine ben havde det godt. Det eneste jeg kunne mærke, var en noget tyndere luft, og jeg skulle trække noget mere efter vejret, for at få den ilt, som min krop havde brug for.

Jeg nåede Milliennium Camp præcis efter tidsplanen. Over radioen kunne jeg høre, at Kristina var cirka 4-5 minutter foran mig. Det var motiverende at få af vide, at hun alligevel ikke var længere foran mig.

I campen fik jeg fyldt vand i flaskerne og energi i tasken. Jeg havde opdaget mit batteri fra lampen, så det fik jeg lagt af. Vores crew i campen havde sat nogle colaer frem, det var helt vildt lækkert og forfriskende. Lucas kunne vist også lide dem, for de to flasker kom med i hans taske.

Hvad laver Dunstan her?

Lige pludselig, kan jeg se Kristinas guide Dunstan, men ingen Kristina eller Simon? Hvad sker der, tænker jeg, hvor er de? Der kunne kun være en forklaring, at han ikke kunne følge med, og at de havde sat ham. Vi kom op til ham. Han så lidt brugt ud, så brugt at vi passerede lige forbi ham og videre op af.

Kilimanjaro World Record Attempt

Dunstan og jeg nede i varmen ved Moshi med en kold Red Bull en dag inden rekord forsøget.
Foto: Kristina Schou Madsen.

Næste camp vi skulle til var Barafu Camp, hvor planen var vi skulle bruge 2.20 timer for at komme derop. Undervejs passerede jeg trægrænsen. Lucas hængte lidt af og til, som regel 50 meter bag ved mig. Hver gang jeg råbte, om han var okay, råbte han bare tilbage, at han havde det godt, og vifter med armen til, at jeg bare skulle knokle videre opad.

Barafu Camp

Da vi nåde Barafu Camp, var der noget mere udstyr der skulle holdes styr på. Vi var nu oppe i 4673 meters højde, og luften var begyndt at blive koldere. Vi skulle derfor have pakket noget af mit varmere tøj i tasken. OMM jakke, OMM regnbukser, en Aclima undertrøje, et par ekstra handsker og en hat. Imens blev der kørt noget mad indenbords samt en cola.

i cirka 5400 meters højde og stadigvæk ikke helt ramt af højdesygen.

Vi satte afsted igen, Lucas kom igen til at hænge lidt, men mest fordi han denne gang, kom til at snakke lidt med dem, han kendte undervejs. Det eneste jeg forstod, var hver gang han sagde Uhuru, som var toppen af Mount Kilimanjaro.

Han kom ikke rigtig op igen lige med det samme, og jeg kom op forbi Kosovo lejren og længere op, og han var stadigvæk ikke med. Jeg var begyndt at fryse lidt, så jeg får råbt af ham, at jeg skulle bruge mit tøj. Jeg smed shortsene og fik lange tights på samt min Aclima undertrøje. Det hjalp meget på temperaturen.

Kilimanjaro World Record Attempt

Jeg er endnu ikke ramt så hårdt af højdesyge, men alligevel et godt stykke efter Kristina. Det går dog stærkt ned af bakke efter billedet var taget.

Symptomerne på højdesyge starter

Jeg havde noget tid mærket at det prikkede, stikkede og mine hænder sov. I lang tid havde jeg givet mine stave skylden, og de fik også skylden hele vejen, til jeg var nede igen. Det var blot første symptom fra min krop på, at jeg var begyndt at lide af iltmangel oppe på bjerget.

Her mig stadigvæk i okay tempo. Ude til højre i billedet ses en af de vogne der anvendes til at køre tilskadekommende ned af bjerget.

Efterhånden som vi kom længere op, begyndte mine ben at blive tungere og tungere. Omkring 5400-5500 meters højde føltes det som om, at mine ben var blevet omdannet til gele. Lucas og jeg holdt utallige colapauser, og tempoet var skruet helt ned. Vi fik rimelig hurtigt aftalt, at vi ville nå toppen. Rekorden var på det tidspunkt udløbet for mig, så Lucas fik lov at hjælpe mig. Hver gang der var en stor sten, der skulle trædes op på, havde jeg brug for en hånd, ellers vaklede benene under mig.

Vi slog rekorden!

Jeg mister lidt fornemmelsen af tid og sted. Det eneste jeg fokuserede på, var at sætte det ene ben foran det andet og følge Lucas, som for første gang var foran mig. Jeg var så ramt af iltmangel at min hjerne ikke fungere helt optimalt.

Kilimanjaro World Record Attempt

Lucas og jeg nåede til Stella Point. Begge to glade, men også meget trætte. For sikkerhedens skyld var Simon og Jumar (i den orange t-shirt) gået med os derop med ilt, mens de andre fortsatte nedad.

Lige pludselig stod Kristina, Simon, Freddy og Jumar foran mig. Jeg havde gået i min egen verden, og slet ikke set dem komme. Da Kristina fortæller mig, at hun har slået rekorden, bliver jeg ovenud lykkelig! Vi havde nået vores mål. Aftalen var mindst en skulle slå den rekord, og det var hermed gjort. Nu ville jeg gerne bare lige op på den top, så jeg kunne komme ned igen.

Ingen tvivl, du skal ned!

Kristina tog mine solbriller af mig, mine øjne var halvt lukkede, og jeg havde svært, lige først, ved at fokusere. Freddy vores chefguide spurgte mig, om ærligt, at forklare hvordan jeg havde det. Jeg fortalte, at jeg måske havde lidt trykken for baghovedet, men ellers at mine ben bare føltes som gele.

Kilimanjaro World Record Attempt

Jeg fik målt mit iltniveau, da jeg mødte de andre. Her dog i fredstid i en camp under trekket.

Så skete der det, at Simon spurgte mig, om hvornår vi startede i morges? I min omtågethed ved jeg, at jeg skulle kunne svare på det, for at kunne gå videre. Simon spurgte af en grund, for at tjekke hvordan jeg havde det. Jeg tænkte og tænkte, og det tog mig lang tid at kæmpe mig frem til det svar, som jeg normalt ville kunne have svaret på i søvne. Jeg blev glad, da jeg endelig kunne finde svaret. Kl. 6!

Mig omringet af Kristina, Simon og chefguide Freddy, hvor jeg får at vide, jeg ikke kan fortsætte længere end Stella point.

Jeg fangede dog, at de ikke var helt tilfreds med mig. De forsøgte at måle mit iltniveau, men den svinger meget. Den endte på 66, men om svaret var korrekt var noget tvivlsomt. Freddy var meget pædagogisk og fortalte mig, at efter hans mange års erfaring, var der kun en ting for mig nu, og det var at bevæge mig nedad igen.

Kilimanjaro World Record Attempt

Udsigt fra øvre del af Kilimanjaro taget på forrige toptur.
Foto: Kristina Schou Madsen

Stella Point

Jeg havde kun en ting i hovedet, og det var at nå toppen, så jeg overraskede mig selv og begyndte at græde. Det er ekstremt sjældent jeg græder, men det her betød virkeligt noget for mig. De andre blev enige om, at lade mig få lov at gå op til Stella Point, men så skulle jeg også ned.

Stella Point er der hvor ruten rammer kraterkanten. Det regnes som toppen af Afrika, men selve toppen ligger 150 højdemeter længere oppe af kraterkanten. Det var så fedt at få lov, at nå det punkt. At nå et punkt, og ikke bare vende et tilfældigt sted på bjerget betød alt for mig på det tidspunkt.

Kilimanjaro World Record Attempt

Lucas og jeg ved Stella Point.

Vi fik et billede ved Stella Point, et par krammere, og så blev jeg ellers taget under armen og ned af bjerget.

Som en fulderik på bjerget

Jeg følte det gik godt nedad. Lucas styrede mig nedad med et solidt greb om min arm. Lige pludselig skulle jeg tisse. Han slap mig, og jeg ville gå om bag stenen ved siden af. Jeg var dog nær væltet. Mine ben vaklede under mig, men jeg formåede lige at komme om bag stenen og tisse.

Jeg blev fanget i armen igen, og turen fortsat nedad. Jeg mente, de andre var omkring mig, men selve nedstigningen til Barafu Camp var ret fjern. I campen blev jeg placeret på en sten, og jeg fik tømt mine sko, som på trods af mine gaiters var blevet fyldt med støv. Det var trængt igennem stof og hullerne i mine sko.

Selvom folk var trætte, var der stadigvæk smil på læberne.

Jeg havde ikke rigtig spist den sidste times tid, så Kristina fodrede mig. Først med Twix og så blev den tallerken med frugt, som vores crew havde skåret ud på en tallerken sat hen foran min mund, og så blev der skubbet et par stykker frugt i munden på mig.

Under os kunne vi høre tordenvejr. Vi håbede alle på, at det ville drive bort, inden vi kom ned til regnskoven. Heldigvis nåede det at klare op, og det viste sig senere kun ved, at stien og regnskoven var våd.

Makkerløb

Selvom mit hoved var klar igen, var mine ben fortsat ikke helt sikre at stå på. Jeg kunne godt sætte det ene ben foran det andet, men ikke navigere imellem stenene der lå på sporet. Lucas havde et fast greb i min arm, og hjalp mig i småløb nedad.

Jeg havde drukket en masse væske oppe i nærheden af toppen, men kunne ikke tisse. Mine nyrer var nu begyndt at virke igen, efter at være kommet længere ned på bjerget. Det resulterede i at jeg omkring hver tyvende minut skulle tisse.

Kilimanjaro World Record Attempt

Det sidste stykke op på Kilimanjaro set fra Kosovo Camp. Halvvejs oppe er der, hvor jeg begge gange begyndte at få problemer med højdesygen.

Det var drøn irriterende hele tiden at skulle tisse. Jeg havde opgivet at gå ud bag en sten eller et træ. Jeg sagde blot til, når jeg skulle tisse, så slap Lucas mig og vente pænt ryggen til, imens jeg gentagende gange forsøgte at få tømt de 2-3 liter væske ud af systemet. på vej ned af bjerget.

Sat “på plads” af ældre dame

Da vi var nået ned til Mweka Camp, skulle jeg sjovt nok tisse en gang til. Denne gang var der faste toilleter, en mulighed jeg benyttede mig af. Jeg havde bare ikke lige husket, at jeg havde lagt rygsækken ved depotet, så nu stod jeg uden toiletpapir og orkede ikke gå tilbage og hente noget.

Heldigvis kom der en ældre dame ud fra toilettet, og jeg spurgte, om jeg ikke måtte få et stykke af hende. Hun kiggede bare tørt på mig og sagde på engelsk, at det skulle jeg da selv have med, og så vender hun sig om, og går tilbage til campen. Jeg står helt paf, og for tom af energi til at sige noget.

Spisetid

Tilbage fra mit toiletbesøg var jeg klar på, bare at skulle videre ned. Men de andre sagde, vi skulle vente på Kristina og de andre, som endnu ikke var nået ned til campen. Jeg havde ikke spis de sidste timer, siden Kristina fodrede mig. Det eneste jeg havde fået var lidt cola. Så jeg spiste lidt frugt og en Twix, men havde ikke rigtig nogen appetit.

Kilimanjaro World Record Attempt

Mweka Camp depotet. Jeg havde fået overskud,til at tage et billede af Simon og et par af vores hjælpere.

Da Kristina kom, og vi havde samling på tropperne, fortsatte Lucas og jeg nedad. Det blev halvmørkt, da vi var nået omkring halvvejs ned til gaten fra campen. Set bort fra min træthed, så var det vildt hyggeligt. Der var en masse aber som hoppede rundt i træerne, nu hvor alle turisterne var gået til ro i campsene.

Simon, og nogle af de andre guider, kom op til os, alle var i godt humør. Vi slog den rekord!

Så skriver vi os ud ved gaten

Endelig ramte vi gaten. Jeg får siddet ned, og får et godt hvil, inden Kristina kommer ned. Hun gik hele vejen ned fra toppen, på grund af hun på den forudgående vandrebestigning, havde vrikket på sin ene ankel. Hun blev modtaget af Simon, crewet og jeg med en masse afrikanske sange og dans i mørket.

Der blev taget et gruppebillede, og vi fik os alle sammen skrevet ud ved gaten. Nu var det bare retur til hotellet. Vi blev alle sammen presset ind i jeepen. Den var nok ikke gået efter danske standarder.

Kilimanjaro World Record Attempt

Fællesfoto ved gaten.

Vi får sat folk af undervejs, og aftaler at alt vores udstyr, det sorterer vi i morgen. Lige nu var folk godt trætte, og ville bare gerne i seng.

Kilimanjaro World Record Attempt – VI GJORDE DET!

Tilbage på hotellet blev vi varmt modtaget. Det første vi gjorde  var at slå os ned ved aftensmadsbordet. Min appetit var så godt som væk, det eneste det blev til var suppe. Heldigvis havde Simon og Kristina god appetit, så de fik spist godt.

Det var en vild oplevelse at være med på bjerget, og så sejt at Kristina slog rekorden. 6 timer og 52 minutter til toppen, det er hurtigt. Hele 16 minutter hurtigere end den gamle rekord.

Jeg var ikke ked af, jeg ikke slog rekorden. Med den begrænsede løbetræning jeg havde kunnet lave pga. skader i efteråret, kunne jeg ikke forvente mere af mig selv. Jeg var skuffet på bjerget, over ikke at nå toppen, men da jeg var nede igen, var der ingen skuffelse. Det havde været for farligt at fortsætte, der var ikke andre valg end jeg skulle vende om deroppe. Jeg burde endda havde gjort det inden, jeg mødte de andre.

Kilimanjaro World Record Attempt

Verdensrekorden blev fejret med maner på Zanzibar.

Det er bestemt ikke sidste gang, jeg skal op i de høje bjerge. Jeg nåede en grænse på bjerget, som ikke var pga. dårlig fysisk form, men højde syge som jeg hjemmefra, ikke kunne træne frem mod. Det er en ny verden for mig, og jeg vil gerne løbe op ad et bjerg, uden at mine ben bliver til gele. Nu skal jeg bare finde opskriften på hvordan.