Man skal ikke disse halsedissen

Buff, headover, Wrag, halsrør, halsedisse, kært barn har mange navne. Jeg stiftede første gang bekendskab med halsedissen i min tidlige barndom hvor jeg havde fornøjelse af varianter i både bomuld og dejligt kradsende uld, ingen af delene var nogen udpræget fornøjelse, så da jeg i starten af 90’erne var en tur i Læs resten

Højtryk om efteråret, med indbygget motion.

Jetstriber på en blå baggrund – solen spejler sig i 2. sal’s vinduer – den blege fuldmåde hænger lavt mod vest. Det er da skønt med så godt vejr på en ganske almindelig arbejdsdag. Man bliver i helt godt humør af at cykle på arbejde. Gode cykelstier og et tilpasset tempo gør det til en glæde at lade toget køre som det vil, bilen stå i carporten og bussen….. ja, den kommer alligevel først om et kvarter.Vi kommer ikke udenom, at hvis man kan indpasse motionen i sin hverdag, så er det meget lettere at få tid til den, end hvis man skal til at klare det tidligt om morgenen eller sent om aftenen. Hvis du har mulighed for at cykle 5-10 kilometer på arbejde eller til studiet, har du klaret dagens motion uden at skulle planlægge det særlig grundigt, eller bruge særlig meget ekstra tid på det.

Når solen skinner, og luften er kold og klar, så stiller vejret heller ikke de store krav til tøjet. Anderledes er det, hvis man gerne vil blive ved med at cykle, når vejret er lidt mere uregérligt. Hvis der er risiko for regn, er man nødsaget til at have noget vandtæt med, og når det er koldt, er det rette undertøj en betingelse for at få en god tur.

Lad os tage undertøjet først.
Inderst på overkroppen fungerer en tynd uldundertrøje godt. Den skal sidde tæt, så den kan suge sveden væk fra kroppen. Uld vil isolere, og holde dig varm, selv når den er våd af sved. En anden grund til at jeg synes du skal vælge uld, er at det er naturligt bakteriehæmmende, og derfor kan du nøjes med at lufte den, når du er fremme, og den vil så ikke lugte af sved, når du skal bruge den om eftermiddagen. Hvis du bruger en polyester t-shirt, vil du ofte ikke kunne være bekendt at udsætte dine kolleger for at hænge den til tørre i et fællesområde. Men uanset hvad du vælger, så husk altid på, at en bomuldstrøje ikke virker. Den bliver våd af sved, og kan ikke tørre igen. Så køler den dig alt for meget ned, og i bedste fald får du lyst til at tage toget. I værste fald bliver du syg.

På benene, er det forskelligt, hvad vi har brug for. Det kan være en god løsning også at bruge lange uld underbukser, hvis man skal køre et længere stræk. På kortere ture, kan det være fint at nøjes med de almindelige bukser, som du alligevel har på. Jeg foretrækker selv at tage et par regnbukser på udover almindelige bukser, hvis det er koldt. Så er det ikke så besværligt at skifte til almindeligt tøj når jeg kommer frem.

Hen over dit undertøj, skal du på overkroppen bruge et isolerende mellemlag. Brug også her en uldtrøje. Det er bedst med noget som stadig er ret tyndt. Vi er alle forskellige, men tænk på, at når du lige er startet på turen, skal du gerne fryse lidt. Ellers kommer du hurtigt til at skulle tage noget af tøjet af, fordi du begynder at varme kroppen op. De stop, hvor du justerer mængden af tøj på kroppen, kan betyde at turen bliver mindre god, fordi du bliver afbrudt i din aktivitet.

Yderst har du brug for noget, der kan holde vinden væk fra kroppen, så din varme trøje ikke bliver blæst igennem. Der er mange muligheder – nogen mere tekniske end andre. Den store forskel på det tekniske niveau ligger ofte i hvor tung “vindjakken” er. Du kan finde nogle rigtig gode vindjakker, som vejer lige under 100 gram, og fylder lige så lidt som en tennisbold, når du pakker den sammen. Men hvis du vil have noget, som kan bruges til flere ting, så kan en softshell jakke være et godt valg. Den vejer mere, men kan også bruges som almindelig jakke. Det er dog vigtigt at huske på at en softshell-jakke ikke må være vandtæt. For så er den ikke åndbar nok.

Hvis du skal cykle hver dag, og vælger en teknisk softshell jakke, som dit vindtætte lag, så skal du ikke spare på den. Det gælder ofte at en relativ billig softshell ikke er særlig åndbar, og så kan den ikke opfylde dit behov. Du bliver klam af sved under jakken, og får brug for at lukke jakken op. Og så bliver du hurtig gennemblæst, kold – og måske syg.

Til de dage, hvor du gerne vil cykle, men også kan se, at det godt kunne gå hen og blive regnvejr, er det godt at have en regnjakke og regnbukser med i rygsækken. Vælg en jakke, der har ventilationslynlåse under armene. Den kan du tage udover din softshell, lyne lynlåsene op under armene, og cykle videre gennem regnvejret uden de store problemer. Det er også en stor fordel at kunne åbne regnbukserne i siden, men hvis du allerede nu synes at budgettet er blevet strammet lidt rigeligt, så er her et oplagt sted at spare, uden at det betyder rigtig meget.

Og så er du også klar til at tackle det danske efterårsvejr på cykel. Og glem ikke at alt tøjet også fungerer perfekt til en tur i skoven, eller andre aktiviteter i det fri.