Team Outdoor Rødovre Vinter Ultra Mols Bjerge

Efter en omblæst måned med færdiggørelse af uddannelse og opstart på nyt job, finder jeg mig selv siddende efter min første arbejdsuge i voksenlivet, hvor hjernen har skulle køre på højtryk, på en stol stirrende på min taske. Det har jeg gjort de sidste par minutter, og jeg kan simpelthen ikke huske, hvad der er i tasken og hvad jeg mangler at putte i den. Der går endnu et minut … nåh ja … løbesko? Måske det var en god ide at tage dem med. Det roterer vist ikke så hurtigt, men det lykkes da til sidst at få det hele pakket ned til Vinter Ultra Mols Bjerge. Læs resten

Adventure Julerace

Traditionen tro afholdte Aarhus Adventure et adventure julerace, som er et afterhour race i Århus. Det er er et miniadventure udenfor normal arbejdstid, på max tre timer og hvor alle kan deltage uerfaren som erfaren.

Til adventure race kører jeg normalt på mix hold, det vil sige et hold bestående af en kvinde og to mænd, men til juleracet kørte jeg i torsdags sammen med to veninder.

Selvom jeg selv er ret ny i sporten og først nu kan fejre et års jubilæum som adventure racer, fik jeg til juleracet muligheden for at introducere to måske nye adventure racere til sporten. Mette Hjerrild og Katrine Bergstrup er to af mine rigtig gode veninder, som jeg har løbet orienteringsløb med i mange år. Læs resten

Løbsberetning – Salomon Hammer Winter Trail 2016

Klokken er 9:45 og vi står og venter på at blive sendt ud på marathon distancen. Når jeg ser mig omkring, kan jeg se de samme tanker i øjnene på de andre løbere omkring mig, som jeg selv har. Hvad fanden har vi gang i?

HammershusHammeren på Bornholm er dækket med sne og is, og om 15 min går starten til Danmarks hårdeste trail løb. For at være helt ærlig, er min erfaring med trail løb, meget lille, men jeg har vundet dette her nummer i en konkurrence, Læs resten

UTMB løbsberetning fra Søren Skjærbæk

Søren Skjærbæk handler hos mig en gang imellem, og var også forbi efter nogle stumper inden han tog af sted til UTMB i år. Søren har været så venlig at lade mig publicere hans UTMB løbsberetning her på bloggen. Det er både underholdende og inspirerende læsning. Læs med herunder.


 

Sommerfugle i maven begyndte allerede weekenden før selve starten på UTMB, som gik fredag den 29 august klokken 17:30 i Chamonix. Efter at have tabt lodtrækningen til 2013 udgaven af UTMB, var det med store forventninger, at jeg tilbage i begyndelsen af januar afventede 2014 lodtrækningen og heldigvis var det grønt lys og træningen og forberedelserne kunne begynde.

Den sene ankomst til Chamonix 01:30 natten til torsdag var ganske belejlig og betød en ordentlig skraber op ad formiddagen inden jeg luskede ud af hotel Croix Blanche, som lå ganske tæt på start og mål området. Hele byen summede af trail løb og den annoncerede “Trail Expo” skuffede på ingen måde. Som inkarneret grej enthusiast er trail løb generelt skuffende og lysår fra carbon- og titanium fyldte sportsgrene som cykling, golf og sejlsport. Men expo’en i Chamonix gjorde et meget ihærdigt forsøg på at øge sportens grej-agtelse. Alle kendte, knapt så kendte og helt ukendte producenter præsenterede nyeste grej go dingenoter indenfor trail løb – f.eks. solgte Inov-8 allerede deres nye trail rygsække, som først lanceres til foråret !! Vejret var fantastisk og vejrudsigten for weekenden blev gradvist også bedre og bedre, så det så rigtig godt ud.

Fredagen gik med de sidste forberedelse og så ellers indtil flere forsøg på at få noget hvile, men sommerfuglene blafrede for voldsomt til at kunne sove. Vejret var fint og vejrudsigten var blevet en smule bedre op til starten, men ak……

2-kig-mod-Les-Houches-og-de-sorte-skyer-utmb-2014

Kig mod Les Houches og de sorte skyer

Spændte, tændte og i den grad klar til at komme afsted begyndte startområdet at fyldes med løbere allerede 1½ time før starten og langsomt men sikkert blev  det stort set umuligt at bevæge sig rundt – eller komme på toilettet for den sags skyld. Race briefing’en var planlagt til klokken 17 og blev gennemført på 4 sprog alt imens mørkere og mørkere skyer samlede sig over Chamonix. De første regndråber begyndte under briefingen og langsomt men sikkert blev regnjakker, poncho’s, paraplyer og affaldssække hevet frem. Specielt lidt længere ude af dalen mod Les Houches og turens første stigning så det ualmindelig mørkt og skummelt ud og da regnen 10 minutter før startskuddet for alvor begyndte at sile ned, var vi godt klar over, at det blev en våd aften.

1-Kort-for-starten-utmb-2014

Kort før starten

Til tonerne af Vangelis’ imposante “Conquest of Paradise” blev feltet sendt afsted og det var med gåsehud på armene, at vi blev båret gennem gaderne i Chamonix af et ellevildt publikum. En kakafoni af råb, skrig, klap, high fives og ko-klokker sendte os ud på vores livs eventyr og i det øjeblik følte man sig ganske uovervindelig. Virkeligheden meldte sig dog kort efter, da der på grund af den lange ventetid i startområdet, hurtigt blev rift om træerne og de mindre eksponerede steder – alle skulle tisse.

Turens første stigning foregik på brede grusveje, hvilket fungerede perfekt da feltet stadig var samlet og tæt.  Nedløbet var af selv samme årsag henlagt til en bred græsbeklædt rød skipiste, der i kombinationen af silende regn og 4.600 fødder blev skøjtende glat. Folk røg simpelthen på r.. og albuer i tide og utide ned ad pisten som heldigvis også var rimelig blød de fleste steder. Jeg nåede lige at tænke “shit …. her skal jeg passe på” inden jeg mistede balancen, faldt og uheldigvis landede ovenpå min højre stav, der gav en enkelt men bestemt knæk-lyd og så måtte jeg konstatere, at 12 km inde i løbet havde jeg halveret min beholdning af stave – what a bommer.

Efter depotet i Saint Gervais (21 km og 818moh) kom et roligt stigende løb op til Notre-Dame de la Gorge (34,6 km og 1.221moh), hvorefter bjergene for alvor begyndte med en stejl og barsk opstigning mod Croix de Bonhomme (44,2km 2439moh). Turen til Bonhomme er 1.104 højdemeter på 7,6 km, så tempoet blev sat derefter. Nu var vi for alvor kommet i gang og det var tydeligt, at roen bredte sig blandt løberne og at man langsomt, men sikkert kom ind i den rette zone og forberedte sig på en lang nat i pandelampens skær. Regnen var også holdt op, hvilket hjalp på humøret. Det føltes dog stadig frygtelig hedt, da alt var vådt og det hele emmede og dampede i den forholdsvis varme nat. Under race briefingen havde de advaret mod tæt tåge, men den blev aldrig til den varslede tætte ærtesuppe og der var ingen problemer med at se de mange reflekterende rutemarkeringer.

Efter nedløbet til Les Chapieux (49,4 km og 1554moh) som på ruten var det sydlige vendepunkt ventede første større depot med et rigtig måltid mad. Jeg var dog begyndt at få vabler på hælene efter så mange timer med våde fødder og derudover føltes kombinationen af rimelig tætte sko (Salomon Speedcross 3) og Teko uldsokker lidt for varmt, så fusserne var blevet godt kogte på de første 50 km.

3-Col-de-la-Seine-utmb-2014

Ved Col de la Seine

Opstigningen mod Col de la Seine (59,7 km og 2502moh) var igen en sej omgang med 10,3 km til toppen, som lå tæt på 1000 højdemeter oppe. Heldigvis var timingen perfekt, så solens smukke og varmende stråler spillede over de sneklædte bjergtoppe netop som passet blev nået. Efter en kort, stille og næsten andægtig stund på toppen gik det nedad igen, hvor det fladede ud efter det første stejle og tekniske nedløb.

Col de la Seine - solopgangen.

Col de la Seine – solopgangen.

Resten af turen ned mod den smukke Lac Combal, var i morgenlyset et helt fantastisk sceneri, der for alvor viste bjergenes skønhed og satte tyk streg under, hvorfor disse omgivelser er så dragende og fascinerende.

På dette tidspunkt fik man for alvor følelsen af at være “Haute Route” i bjergene og meget langt væk fra byer og anden civilisation. Depotet i Lac Combal ( 64,1km og 1970moh) bød på varm the og suppe – som smagte fabelagtigt og det var rigtig skønt at få lidt varmt i maven. Pandelampen blev pakket væk og solen begyndte at få mere magt og varme. I mit hoved havde jeg fortrængt den foranstående “lille” knold Arête du Mont-Favre og udelukkede haft fokus på Courmayeur, hvor næste store depot samt løbets eneste drop bag – inklusiv tørre sokker og salve – var placeret.

Arête du Mont-Favre skulle dog vise sig at være en habil lille knold på 4,3 km og knapt 500 højdemeter, hvorefter nedløbet til Courmayeur (77,1 km og 1195moh) kunne begynde. Turen ned til Courmayeur var kun 8,7 km lang, hvilket ikke virkede skræmmende, men udfordringen var imidlertid, at den faldt 1222m. Derudover var skråningen ganske eksponeret for den efterhånden bagende sol, så det blev lidt af en prøvelse for mine i forvejen ømme og overkogte fødder at komme ned til Courmayeur.

Da jeg nåede depotet og fik sko og sokker af, var det et halvtrist syn, der mødte mine øjne, for ikke at tale om stanken, der nåede min næse. Den forreste trædepude og tæerne lignede mest af alt en mellemting mellem en strandvasker og overkogt blomkål. Vablerne på hælene var svære at overse og fyldte med rød væske, så jeg besluttede mig for at humpe op i lægeafdelingen, hvor en yngre fransk læge tog mig under kyndig behandling. Så der lå jeg på briksen kun 77km inde i løbet, med rimeligt smadrede fødder, 1 stav i manko og havde lidt ondt af mig selv. Det var dog intet imod, hvor ondt jeg havde af den stakkels læge, som stod bøjet over mine mildest talt top-klamme og decideret stinkende fødder, mens han stak, sugede og i øvrigt gjorde alt han kunne for at lappe mine fødder sammen, så jeg kunne komme videre. I betragtning af, at vi nu var nået til et større depot i en større italiensk by, var det varme måltid virkelig en skuffelse, så det blev kun til en mindre portion inden turen gik videre gennem Courmayeur hen imod bjergsiden, der skulle tage os op til Refugio Bertone (82 km og 1979moh).

5-opstigningen-fra-Lac-Combal-utmb-2014

Opstigningen fra Lac Combal

Det var en strid, men stabil stigning på 4,9 km og 784 højdemeter i middagsheden. Vi blev dog hjulpet af skovens skygge og belønningen i depotet Refugio Bertone var fantastisk. Her var lækker italiensk skinke, forskellige oste, dejligt frisk brød, så her blev der for alvor fyldt på depoterne og der blev skyllet efter med iskold cola og dansk vand. Det er lidt sjovt hvordan en ordentlig omgang kulsyre og efterfølgende herre-bøvs kan føles befriende for maven, der på dette tidspunkt er ved at være træt af energidrik.

Efter Refugio Bertone lå 12,5 “flade” kilometer hen til depotet i Arnuva (94,5 km og 1786moh). Helt flade var de nu ikke, men bestemt løb-bare  og det føltes dejligt at få lov til at løbe/lunte i længere tid af gange fremfor enten skulle op, op, op eller ned, ned, ned. I depotet Arnuva smed jeg rygsækken og stillede min stav inden jeg gik over for at få noget at drikke. Da jeg så kort efter vendte tilbage var min sidste stav væk. “Det er løgn” tænkte jeg og kunne mærke hvordan irritationen boblede i mig. Jeg spurgte de hjælpsomme mennesker i depotet og ledte med lys og lygte – men staven var væk. Der var selvfølgelig en million stave som min (Black Diamond carbon Z-pole – alle havde dem) – men min var væk. Formentlig er der sket, hvad de fleste  af os har været ude for på skiferie, hvor der også står en hær af stave og ski udenfor hytterne – ikke ond vilje, blot uopmærksomhed, der vel egentlig er forståelig nok efter 94.5 km i sporet.

6-opstigningen-til-Gran-col-Ferret-utmb-2014

Opstigningen til Gran col Ferret

Så næste udfordring blev at komme op over turens højeste punkt Grand Col Ferret (2525moh) og hjem uden stave. Gran col Ferret markerede desuden grænsen til Schweiz og turen op var 4,5 km lang med 739 højdemeter at forcere. På vejen op mødte jeg Peter – en anden dansker – og vi udvekslede et par hurtige ord inden vi prustede videre. Turen op foregik i strålende sol om end det blæste op og blev værre og værre som jeg nærmede mig toppen. På toppen var der godt piv på vinden og udsigten ind i Schweiz var stort et ikke andet end skyer og tåge, så det var hurtigt på med windbreakeren og så nedad på den anden side. Fra toppen af Grand Col Ferret (99km og 2525moh) gik det jævnt nedad i næsten 20 km. Det var nu sidst på eftermiddagen om lørdagen, overskyet og lettere tåget og jeg følte, at sporet sneglede sig afsted og at vi aldrig kom nogen vegne. Jeg tror ikke, at jeg var den eneste, der hang lidt med mulen på dette tidspunkt, for de fleste af de løbere man passerede eller blev overhalet af, havde et noget tomt udtryk i ansigtet.

Ved depotet i La Fouly (108,4 km og 1600moh) blev pandelampen fundet frem igen og et frisk batteri monteret. Det krævede lige en ekstra dyb indånding at rejse sig og luske ud i mørket vel vidende, at målet stadig lå omkring 18 timer ude i fremtiden. Det var et af de i øvrigt mange tidspunkter i sådan et langt løb, hvor man finder ud af hvad hovedet kan få kroppen til at gøre. Ved 120 km nåede vi opstigningen til Champex Lac, som i nattens mørke gik gennem en skov, hvor det for første gang i hele løbet var lidt vanskeligt at vide om man var på rette vej. Rute markeringen hang ikke helt så tæt og værre var alle de små stier, der krydsede “den rigtige vej”. Jeg nåede dog Champex Lac (122,4 km og 1465moh) uden omveje og blev belønnet med et stort og opvarmet telt med en fantastisk smagende spaghetti bolognese – med kød i!! Det var befriende at smage noget umami på dette tidspunkt, så det blev til 3 store portioner inden jeg begav mig videre ud i mørket. Fra Champex Lac var der hele 17km til næste depot i Trient (138,9km og 1303moh) og inden skulle det første af de i alt 3 bjerge som fandtes på rutens sidste 39 km forceres. Som finale havde løbsarrangørerne sørget for en savtakket profil de sidste 39km af løbet, der bød på sammenlagt godt 2700 højdemeters stigning. Så nok var målet tættere på end nogensinde før, men der var lagt i kakkelovnen til lidt af en finish.

Den første stigning føltes ubamhjertig stejl og lang og bedst som man troede toppen var nået fordi sporet fladede ud, rundede vi endnu et hjørne hvorefter sporet fortsatte opad. Kiggede man fremad og opad, så man perlerækken af pandelamper på løbere, der alle var højere oppe og længere fremme end dig selv, men vendte man sig om og kiggede nedad så man lige så mange pandelamper på vej op. Kort efter toppen kom check point’et i La Giète (134km og 1884moh), hvor de havde tændt bål og sørme også stillet et uofficielt og intermistisk depot på benene. Her blev turens uden sidestykke bedste cola serveret i nattens mørke. Eneste malurt i bægeret var den overoptimistiske melding, at depotet i Trient kun lå omkring 50 minutter længere nede. Dette skulle imidlertid vise sig, at kræve en del mere fart i stængerne end jeg havde på dette tidspunkt. Sporet var fyldt af store hvide kalksten, som udover at sætte koordinationsevnen på prøve også gav nogle virkelig syrede billeder og silhuetter i pandelampens skær. Jeg havde på dette tidspunkt min eneste træthedskrise, for det gik pludselig op for mig, at jeg havde gået/luntet bagved den samme japaner med nogle underlige lyserøde sko i rigtig rigtig lang tid uden at have haft en eneste rationel tanke gennem hovedet. Jeg gøs lidt ved tanken og glædede mig endnu mere til depotet i Trient.

Vi kom ud af skoven og forlod bjergstien og krydsede snart en asfaltvej i troen på, at Trient var nået – de havde jo sagt 50 minutter oppe ved La Giète. Men ak – Trient lå endnu et par hundrede højdemeter længere nede og for at gøre drilleriet komplet kunne vi se lyset og høre lyden hele vejen ned til depotet. Her kan jeg afsløre, at den indre dialog hovedsageligt bestod af bande- og andre ukvemsord. Depotet i Trient (138,9km og 1303m) viste sig som lidt af en udfordring, for inde i teltet var en DJ i fuld færd med at skabe en fest. Dog afslørede musikvalget og halvsnøvlede speak, at han formentlig kun var kendt i det meget nære lokalområde og tillige, at han havde fået lidt indenfor vesten gennem natten. Alle os løbere virkede ikke synderligt i stødet til en omgang Tiroler rock af bedste DJ Ötzi skuffe.

I Trient mødte jeg Peter igen og vi fulgtes ad på de sidste to stigninger inden nedløbet til Chamonix. Opstigningen til Catogne (143,9 km og 2034m) var 5km lang og steg 731 højdemeter og det føltes som sporet gik lige op i himlen. Undervejs på stigningen kom lyset dog tilbage og det hjalp klart på humøret og energien. Det var befriende, at tage pandelampen af vel vidende, at den ikke skulle på igen senere. Da jeg så står ved siden af stien og putter min pandelampe i rygsækken bliver jeg nærmest overfaldet af en høflig men også lettere desperat franskmand med “please do you have toilet paper…….” Han får et par dertil egnede wetwipes og forsvinder lynhurtigt ud i det stejle terræn som en anden foroverbøjet havenisse. Jeg er sikker på, at han kom lettet tilbage på stien :-). Jeg fulgtes med Peter og det var helt rart at have nogen af snakke med på vejen op og dele oplevelsen med. Vi nåede toppen hurtigere end ventet og blev hurtigt enige om, at spærregrænsen i næste depot i Vallorcine ikke var i fare. Pludselig begyndte også Chamonix at virke indenfor rækkevidde og det gav lidt ekstra luft. På dette tidspunkt hjælper de positive tanker om end, man det ikke helt føles som man får man vinger.

I depotet i Vallorcine (149,2km 1270m) skulle der tankes hurtigt op, for nedturen fra Catogne tog alligevel længere tid end først antaget og forude ventede en modbydelig opstigning fra Col de Montets (152,9 km og 1466m) op til La Tête aux Vents (156,9 km og 2127m), men inden vi nåede opstigningen var der dog en 3,7km “gå tur” op til Col de Montets, hvor stigningen var aldeles behersket, så det foregik i rask tempo. Det var tydeligt, at “mål feberen” havde bredt sig til  de fleste løbere som så ganske fokuserede ud inden sidste stigning.

7-pa-toppen-af-La-Tete-aux-Vent-utmb-2014

På toppen af La Tete aux Vent (det er Peter, som er på billedet)

La Tête aux Vent lå blot 4 km, men 661 højdemeter over Col de Montets og stigningen skulle vel at mærke forceres med et Mount Everest i benene, for den akkumulerede positive højdeforskel siden starten i Chamonix lød nu på 8847 meter. Som vi langsomt bevægede os op mod Tête aux Vent samlede skyerne sig omkring os og det blev pludselig hundekoldt. Peter og jeg holdt et stabilt og vedholdende tempo hele vejen op og brugte en del tid på at hovedregne os frem til hvor stor margin vi havde til check pointet i La Flégère (159,9km og 1863m) og blev enige om, at tiden så fornuftig ud og Chamonix nok skulle nås i tide. Solen kiggede heldigvis frem igen efter at toppen var nået og så startede turen hen langs Aguille Rouge med den smukkeste og længe ventede udsigt til Chamonix dalen og et sneklædt Mont Blanc, som skinnede i det fantastiske solskin. På denne strækning kom i øvrigt turens anden latrinære oplevelse, da en midaldrende  japaner på vanlig japansk overhøflig maner forsøgte at overhale med “sorry, sorry, sorry – i need toilet…” Han smutter forbi og siden ser vi ham ikke mere.

Efter La Flégère manglede  kun det sidste nedløb til Chamonix, hvor specielt starten var voldsom stejl og kringlet. Både knæ og fødder brokkede sig højlydt, men på dette tidspunkt havde målfeberen overtaget og det gik nedad i stabilt tempo. Cirka halvvejs mod Chamonix passerer man direkte hen over terrassen på den hyggelige Cafe Floria, hvor gæsterne sad i pænt søndagstøj og nyder kaffe, kølig hvidvin og lækre frokost retter, mens de heppede. Den sidste del af turen gik ad fin grusvej ned mod Chamonix, hvor løbsarrangørerne havde været venlige nok at lægge ruten, så vi kom rimelig direkte til mål, hvilket står højt på ønskelisten efter 45 timer i sporet. Jeg har tidligere ved ultraløb i både Schweiz og Italien oplevet at blive sendt på rundtur til alle omegnens søde og rare beboere på de sidste 5-6 km og det skulle jeg hilse og sige er møgirriterende.

8-lober-jeg-over-malstregen-utmb-2014

Søren løber over målstregen

Opløbet i Chamonix var et sandt triumftog, der i stemningen og opbakningen fra publikum slog selv de sidste kilometer gennem Central Park i New York City Marathon. Det var intet mindre end himmelsk at løbe langs floden, gennem hovedgaden for til sidst at runde Place Balmat og løbe op under målporten til lyden af horder af jublende tilskuere på begge sider. Endelig i mål efter 45 timer og 32 minutter i sporet.

Ud af cirka 2400 startende løbere kom 1590 i mål indenfor tidsgrænsen på 46 timer. Løbet blev vundet af franskmanden Francois D’Haene i den formidable tid 20:11:44 – jeg begriber simpelthen ikke hvordan det kan lade sig gøre. Når man efterfølgende kigger på resultatlisten igennem, er det lidt overraskende, at den første halvdel af alle løbere (790 stk) kom i mål indenfor et tidsvindue på over 21 timer, hvorimod den sidste halvdel løbere kom i mål indenfor 5 timer.

Alt i alt et fantastisk løb og en endnu mere fantastisk oplevelse at være del af. Man hører ofte marathon løbere sige “aldrig mere” efter at have krydset målstregen, men UTMB var så fascinerende en oplevelse, at jeg uden tøven ville stille til start igen. Foreløbig er jeg dog rigtig glad for, at UTMB er qualifier race til Western State 100 i 2015, så hvis lykkens gudinde smiler til mig, kan jeg snøre skoene næste sommer til endnu en lang løbetur i fantastiske omgivelser.


 

Hvis du kunne lide at læse Sørens løbsberetning, så skulle du tage og dele den på dit foretrukne sociale medie. Brug knapperne herunder.